Jørn er uddannet både på Den Danske Filmskoles kurser samt på UCLA (University of Southern California) og diverse andre skoler i Los Angeles.
Jørn har instrueret prisvindende spillefilm, tv-serier, kortfilm, reklamefilm og musikvideoer samt deltaget i filmfestivaler overalt i verden. Han har bl.a. vundet THE INTERNATIONAL EMMY AWARD 2 gange, samt diverse andre filmpriser i ind og udland.
Jørn har undervist i film og personinstruktion både i Danmark, USA og Canada og stiftede og underviste på Danmarks første filmskuespillerskole.
Jørn har siddet i filmjuryer mange steder i verden og været filmkonsulent og mentor på Det Danske Filminstituts filmværksted.
Fra midten af 1970’erne til starten af 1980’erne støder man ofte på Jørn Faurschou i periodens mere seriøse eller eksperimenterende film. Han personificerer i reglen diverse grader af mandlig følsomhed med sit mørke, bløde blik og ret lyse, blide stemme.
Han debuterede i en mindre rolle i den psykologiske kriminalfilm “Gangsterens lærling” (1976), og året efter har han en hovedrolle i en anden film i samme tidstypiske genre, Peter Ringgaards mislykkede “Nyt legetøj” (1977) – som en utilpasset, ung mekaniker på sporet af en stor, uigennemskuelig finanssammensværgelse.
En bedre rolle fik han i samme Ringgaards forsøg på en realistisk skildring af danske lastvognschauffører på de europæiske landeveje, “Langturschauffør” (1981). Her er han den yngste i gruppen af chauffører, Brian, både en blærerøv og en sårbar dreng. [Uddrag fra “Danske filmskuespillere” slut]
På grund af mangel på udfordringer og interessante roller besluttede han sig i slutningen af 80’erne for at uddanne sig til filminstruktør på bl.a. University of California Los Angeles (UCLA).
Da han i begyndelsen af 90’erne kom tilbage til Danmark instruerede han bl.a. dokumentarfilm, uddannelsesfilm, musikvideoer, reklamer, kortfilm, tv-serier og spillefilm.
I 1995 debuterede Jørn Faurschou som instruktør med Danmarks første sci-fi film, den “Bodil” og “Robert”-vindende thriller “Farligt venskab”, og har siden instrueret Danmarks første børneactionfilm, den succesfulde og prisvindende børnefilm “Albert”.
I slutningen af 90’erne blev han freelance ansat på DR-Drama og instruerede flere afsnit af TV-serien “Taxa”. I 2001 var Jørn Faurschou konsulent og instruktør på tv-serien “Rejseholdet”, hvor et af hans afsnit vandt DR-Dramas første Emmy Award i New York. Nogle år efter var han igen med til at vinde en Emmy Award til Danmark med tv-serien “Ørnen”.
Samme år blev han headhunted af et svensk produktionsselskab til at instruere og konceptuere Skandinaviens dyreste tv-serie, en 12 episoders filmserie om den svenske kriminalbetjent Wallander.
Udover at instruere film og tv-serier, har han undervist skuespillere i filmskuespil både i Danmark og i udlandet. Han har skrevet manuskripter, arbejdet som scriptdoctor, instrueret teater, deltaget i film- og kulturtænketanke.Jørn Faurschou har i 2005 grundlagt Danmarks første professionelle filmskuespillerskole på Odsherred Teatercenter samt en filmlinie på Krogerup Højskole i Nordsjælland.