Wallander – Pressen skrev

Posted by on Aug 28, 2016 in Spillefilm

Continue

WALLANDER

Wallander poster

 Jørn Faurschou er konceptuerende instruktør
på en filmserie i 13 afsnit

Den nye “Wallander” serie er Skandinaviens
hidtil dyreste filmprojekt.

                                     Wallander Broderna 2           Wallander byfaanen Plakat

Pressen skrev:

Skandinaviens dyreste tv-serie tv-reportage
Af Anja Gustavsen
ibyen@pol.dk

Jorn Faurschou slår alle svenske rekorder.

Den første film Jørn Faurschou har instrueret i den svenske filmserie om Kriminalkommisær Wallander, “Byfånen” (Dødens Horoskop) har slået alle svenske rekorder.
Det er første gang svenskerne og Yellowbird Filmproductions oplever så stort salgstal.

Så kom Jørn Faurschou’s anden film i Wallander serien “Bröderna” (Brødrene) .
Den gik direkte ind på førstepladsen på de Svenske hitlister over mest solgte film.
Det er aldrig sket før i Sverige.

Så  Jørn Faurschou’s koncept og instruktion i Sverige er blevet i kæmpesucces.

Headhuntet

Instruktøren Jørn Faurschou er blevet hentet til Sverige for at koncepture Skandinaviens dyreste TV-serie samt instruere de 2 første film ud af 13 af en krimiserie om Kurt Wallander.
Tv-serien har et budget på 190 millioner kr.
Arbejdet er hårdt og foregår i bidende kulde og under intens tidspres.

Jorn fra Albert
Instruktøren Jørn Faurschou

Det er mørkt, og en fugtig hvid tåge smyger sig om varevognen, der langsomt baner sig vej gennem det sydsvenske landskab. Hjulene trækker nye spor gennem det gråbrune pløre på landevejen, mens vinden blæser ti meter i sekundet og får de to plusgrader til at sætte frostkrystaller på ruden. Det er koldt. Rigtig koldt. Chaufføren kigger koncentreret efter vejskilte gennem forruden, mens han med irriterede udbrud forsøger at følge de noget ubehjælpsomme vejvisninger. Bag ham i varerummet – ligger der en mand og sover. Udstrakt med en ulden hue trukket godt ned over det lange tynde hår og armene over kors på skijakken trækker han vejret i tunge stød, mens bilen langsomt nærmer sig målet: Andendagen af indspilningerne til en svensk krimiserie om politikommissær Kurt Wallander. 13 historier af spillefilmslængde, der bygger på oplæg af forfatteren Henning Mankell, og som finder vej til tv-skærme i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland til efteråret.

Skandinaviens dyreste Filmprojekt

De to mænd i varevognen er den danske filminstruktør Jørn Faurschou og hans svensk/polske fotograf Peter Mokrosinski. De er på vej på arbejde i Ystad. Og de kan se frem til en lang dag i den friske landluft. Den første scene foregår på en gammel nedlagt gård, hvor Kurt Wallander og hans datter er på loppemarked. I den næste scene er vi ved en skibshandel i en havn, hvor en mand findes brutalt myrdet. »Mit arbejde er det bedste, jeg ved. Da jeg landede i instruktørstolen, begyndte jeg at elske mit job. Hele mit flippede liv standsede der og blev til alvor. Jeg blev voksen – i en alder af 44 år, siger Jørn Faurschou, mens han distræt tager kasketten af hovedet, gnider sig hen over de daggamle skægstubbe og det kortklippede mørke hår med de grå stænk.

Han har sagt ja til at konceptuere hele den svenske krimiserie og foreløbig instruere de to første ud af de 13 Wallander-afsnit. Det er Skandinaviens hidtil største internationale filmprojekt – med et budget på 190 millioner kroner.
Jørn Faurschou er blevet hentet til Sverige, fordi han var med til at starte Danmarks Radios succesbølge med tv-serierne ‘Taxa’, ‘Rejseholdet’ og ‘Ørnen’. Og han er måske især blevet hentet til Sverige, fordi han instruerede et af de to ‘Rejseholds’ – afsnit, der vandt den internationale Emmy Award i New York i 2002. Jørn Faurschou har en lang filmkarriere bag sig – både som instruktør og skuespiller. Som 23-årig startede han teatergruppen Turnus, og som 30-årig debuterede han som skuespiller med sin første hovedrolle i filmen ‘Nyt Legetøj’, der blandt andet havde Ann-Mari Max Hansen på rollelisten. Det blevet gennembrud for ham, og i løbet af de næste 20 år medvirkede han i mere end 25 danske og udenlandske spillefilm og tv-serier. Derefter forsøgte han forgæves at komme ind på instruktørlinjen på Filmskolen og tog så til Californien for at tage manuskript- og instruktørkurser på universitetet UCLA i Los Angeles. Afbrudt af rejser til og fra Danmark tilbragte han de næste otte år i og omkring Hollywood – og i 1995 fik han sit gennembrud som instruktør på filmen ‘Farligt Venskab’. Den blev kaldt Danmarks første science fiction film og blev efterfulgt af Danmarks første børne-actionfilm ‘Albert’.

Klar til optagelse

Klokken er 8.05, og varevognen er nået frem til gården. Idet den svinger ind på parkeringspladsen, bliver Jørn Faurschou mødt med store smil fra filmholdet, der allerede har været i gang med forberedelserne i et par timer. Tæt langs den røde husmur står der 23 statister og skutter sig i kulden. I modsætning til filmholdet er de ikke klædt på som til en sneløs skiferie, men står derimod i deres almindelige – og langtfra vindtætte – storbytøj. Foran dem står der en tom instruktørstol. Dens blå lærred folder sig ind og ud i vinden og får de hvide bogstaver på rygstykket til at danne forskellige beskeder: ‘schou’, ‘urschou’, ‘Jørn Faurschou’ blinker det fra stolen i den bitterkolde morgenluft.

Instruktørstol ryg fritskrapet 3               Instruktørstol-fritskrapet   Instruktørstol ryg fritskrapet 1

»Det var instruktørassistenten på min første film, der købte min første instruktørstol til mig. Det gjorde mig stolt og glad«, siger Jørn Faurschou, efter at han har været rundt på sin daglige trykke i hånden- og tage om skuldrene runde blandt samtlige personer på filmsettet.”Som skuespiller kender jeg skuespillemes behov. Jeg har selv været der. Kunst og kreativitet opstår, når vi er på usikker grund.
Derfor forsøger jeg at få skuespillerne ud af kontrol inden hver optagelse, ellers bliver det bare noget, de har øvet for sig selv. Samtidig gælder det dog om at gøre dem så trygge, at de stoler på, at det, jeg gør, virker. Så bobler det op fra deres underbevidsthed, og det ordinære bliver til det ekstraordinære«, siger Jørn Faurschou, idet han fortæller, at den bedste ros, han kan få som instruktør, er, når skuespillerne siger, at han har fået dem til at gøre ting, de ikke anede, de kunne.

Krister_Joern_kampvogn
Jørn Faurschou instruerer Krister Henriksson

Det hårde arbejde

Formiddagens travlhed distraherer. Og skuespillemes konstante krav om opmærksomhed afbryder samtalen. Hovedpersonen i Wallander-serien, den svenske skuespiller Krister Henriksson, der blandt andet er kendt i Danmark fra de to filmatiseringer af Jane Åmunds romaner ‘Klinkevals’ og ‘Juliane’, har brug for et par råd fra instruktøren om, hvordan han skal udtrykke hovedrollens følelser i forhold tillige præcis denne scenes indhold. Jørn Faurschou stiller sig op ved siden af ham, tager ham om skulderen, kigger ham i øjnene og forklarer med fagter og kropssprog, hvordan han forestiller sig Kurt Wallanders reaktioner. Og efter et stykke tid ruller kameraet igen.»Krister Henriksson, der spiller Kurt Wallander, og jeg er nøjagtig lige gamle. Han ser livet, som jeg gør: Som en bjergbestigning. Jo højere man kommer op – jo mere overblik får man«, siger Jørn Faurschou.

Lyset er kommet til Ystad, og selv om vinden stadig er kold, og sminkøsen konstant må dæmpe farverne på de snøftende røde næser og vejrbidte kinder, er sjakket nu kørt ordentligt i stilling. Det går hurtigt – klokken 11 bliver tingene pakket sammen. Gårdscenen er i kassen, og holdet skal videre til havnen for at skyde den næste scene i skibshandelen.
Jørn Faurschou sætter vognen i gear og kører den atter ud på den sydsvenske landevej, der ikke længere er nær så mørk og svær at finde rundt på. Han tager kasketten af, lægger handskerne i forruden og gnider sig i ansigtet. Det er hårdt at lave film, og det kan til tider være et meget indadvendt arbejde. Men Jørn Faurschou kan ikke se sig selv på nogen bedre hylde. Han vil lave film. Altid.»Om ti år laver jeg stadig film. Voksenfilm. Ikke som nu: Tjubang- film med biljagter og eksplosioner. Ikke fordi der er noget i vejen med at lave den slags film. Det er en fantastisk læreplads, hvor jeg hele tiden møder nye udfordringer, filmfolk og skuespillere. Min drøm er at lave voksenfilm i stil med Almodovar, Theo Angelopoulos, Robert Altman, John Cassavetes, Jean-Pierre Melville og Ken Loach. Film, der har noget på hjerte – film, der beriger verden«, siger han, mens han atter en gang parkerer bilen, tager kasket og handsker på og bevæger sig ud i den kolde, svenske luft for at fryse og instruere sig igennem endnu mange timers optagelser.

ibyen@pol.dk

Filmz interview med Jørn Faurschou

Først uddannede han sig som skuespiller i 1970’erne og senere som filminstruktør, ved at kombinere sine studier på UCLA i USA med kurser på Den Danske Filmskole. Jørn Faurschou har med andre ord erfaring både foran og bagved kameraet, hvor han igennem en lang karriere har lavet både musikvideoer, reklamer, spillefilm og tv. Faurschou var en del af holdet bag DR’s succesfulde tv-serie “Taxa”, og har siden arbejdet på “Rejseholdet” og “Ørnen”. Det var ham, som var med til at udvikle det overordnede koncept bag “Rejseholdet”, og han instruerede det ene af de to afsnit, som vandt en Emmy pris for bedste udenlandske drama i 2002.

Jørn Faurschou har senest været involveret i de nye “Wallander” tv-film, der fortsat er under produktion i Sverige, og som bygger på den populære forfatter Henning Mankells romanfigur, Kurt Wallander.
Som noget særligt har Mankell skrevet helt nye historier eksklusivt til serien.

Krister Henriksson (til venstre) og Jørn Faurschou under optagelserne til                                            Krister Henriksson og Jørn Faurschou under optagelserne til “Wallander”

Den nye “Wallander” serie er Skandinaviens hidtil dyreste filmprojekt. Hvordan blev du involveret i produktionen?

“Jeg fik en opringning af det svenske produktionsselskab Yellow Bird. De havde lavet den første af “Wallander” filmene, “Inden frosten”, men var ikke helt tilfredse med den. De ville gerne have lavet det hele om og kontaktede derfor Danmarks Radio for at finde ud af, hvem der havde udviklet konceptet til “Rejseholdet”. DR forklarede dem, at det havde jeg gjort, hvorefter de ringede og spurgte, om jeg ikke ville kommer over og lave et helt nyt koncept til de resterende 12 tv-film. Det var skide spændende, og jeg var også beæret over at skulle til Sverige for at hjælpe dem, fordi jeg synes, at svensk film er så godt. Jeg greb “Wallander” an lidt på samme måde som “Rejseholdet” i sin tid og ændrede alt – birolleskuespillere blev skiftet ud, farveholdningen i filmene ændret, karaktererne fik nye frisurer, nyt tøj og nye møbler, og så blev der bygget en ny politistation. Det hele blev mere moderne.”

Du har tidligere arbejdet på både “Rejseholdet” og “Ørnen”. Hvad er det ved krimigenren, som tiltrækker dig?

“I virkeligheden er der ikke noget ved krimigenren, som tiltrækker mig. Det er simpelthen tilfældighedernes spil, som har gjort, at jeg er røget ind i disse serier, og jeg ville meget hellere lave spillefilm eller tv-serier med meget større fordybelse. Dybest set er krimi slet ikke mig. Men det kan måske også være en force, for når jeg kaster mig over noget, som jeg ikke i forvejen kender til, studerer det og går i dybden med det, får jeg en indgang til materialet, som ‘eksperter’ ikke har, fordi jeg kigger på det med nye øjne.”

Hvad er forskellen på at instruere en spillefilm og en serie af tv-film som “Wallander”?

“Forskellen er, at du med en serie af film trækker en stor bue, og at du kan brede dig mere ud i karaktererne, fordi du ved, at de skal gennemgå hele det her lange forløb. Det er ét lag. Det andet lag er kriminalsagerne, hvor hver enkelt film er en afsluttet historie, og så er der det lag, der hedder ‘privatsfæren’, som jeg arbejdede ihærdigt på at få indført i “Wallander”. På “Rejseholdet” troede vi, at det var skide spændende med alle de tekniske undersøgelser, som når politiet f.eks. ser på fingeraftryk og opdager blodspor, men vi fandt lynhurtigt ud af, at det var der ingen, som gad se på. Så kom alt det private ind, og så var det, at serien blev rigtig interessant. Det værgede de sig meget mod i Sverige, og i starten ville de simpelthen ikke have privatsfæren med. Men jeg insisterede, og til sidst gik de så med til det. I en serie som “Wallander” kan du rigtig brede dig, men det går ikke i en spillefilm, for der skal karaktererne være på plads med det samme.”

Ola Rapace, Krister Henriksson og Johanna Sällström                                                                                    Ola Rapace, Krister Henriksson og Johanna Sällström

Men er der ikke større mulighed for at fordybe sig i karaktererne, når man har 13 tv-film til rådighed frem for en enkelt spillefilm?

“Det kunne man måske godt tro, men karaktererne skal stadig være på plads fra starten. Resten af serien skal jo afspejle karakteren, som vi kender ham fra det første afsnit. Så kan man selvfølgelig lægge flere lag på, men det er stort set kun overflade. Hvis ikke karakteren er på plads fra første film, så glem det. For mig er film følelser og intet andet. Jeg synes ikke, det er interessant med action, og jeg keder mig, så snart der kommer biljagter og fægtescener. Følelser! Og dem kan du skabe på en spillefilm, hvor du har tid til at arbejde helt tæt sammen med skuespillerne. Hvis du har en lang serie, hvor du skal brede dig meget ud, skal der også mange følelser til, fordi du hele vejen igennem skal finde på nye følelser, og det bliver let lidt overfladisk.”

Kurt Wallander er på den ene side en dygtig politimand, men besidder også en række personlige svagheder. Hvorfor er en ‘flosset’ hovedperson mere interessant end en, som er gennemført god?

“Jeg tror, at publikum godt kan lide, når hovedpersonen har svagheder, for så kan de sige, at sådan er det jo – ‘Det kan jeg huske, fra dengang min datter voksede op’, eller ‘Sådan opførte min ekskone sig også’. Det er en genkendelse af vores eget liv, for vi ved godt, at tilværelsen ikke er som i en Hollywoodfilm. Det er noget af det, jeg synes er så fantastisk ved Mankell i forhold til mange danske forfattere, som skriver krimihistorier. Han tager fat på de sociale problemer i Sverige, ligesom Sjöwall og Wahlöö gjorde det med “Beck”. Det er interessant, at det ikke bare er en krimi, men også en kritik af det svenske samfund og sociale system.”

Wallander har tidligere været spillet af Rolf Lassgård.
I den nye serie spilles rollen imidlertid af Krister Henriksson. Hvordan kan det være at man skiftede skuespiller?

“Det er ikke en beslutning, som jeg var involveret i, men jeg tror, at producenterne gerne ville have en anderledes og dybere Wallander. En med lidt gods i, og som ikke går i gamle slidte trøjer eller er fordrukken. De ville have en Wallander med andre værdier. Jeg har aldrig selv set en “Wallander” film med Lassgård, men jeg har hørt, at han skulle være ret god.”

Jorn, Krister Henriksson                                                                                       Jørn Faurschou instruerer Krister Henriksson

Du er selv uddannet skuespiller og har medvirket i indtil flere film. Hvordan har det påvirket dit arbejde som instruktør?

“Det har påvirket mig meget. For det første taler jeg samme sprog som skuespillerne, og jeg ved, hvad de gerne vil høre, hvor meget jeg kan tillade mig at sige, og hvad jeg kan forvente at få igen. Mange skuespillere har klaget til mig over, at danske instruktører generelt er rædselsslagne for at bede dem om noget som helst, men der er ikke noget skuespillere værdsætter mere, end hvis du stiller dem opgaver. Jeg har også opfundet mit eget instruktionssystem ud fra bl.a. Mike Leighs metode, ‘Method Acting’ og psykoterapeutiske teorier, hvor jeg faktisk tager skuespillerne i terapi, både inden og under optagelserne, uden at de ved det. Jeg benytter en psykoterapeutisk baggrund til at spørge ind til karaktererne. Så får de et stort nærvær, og det er, hvad jeg hele tiden søger efter hos skuespillere. Jeg inddrager ting som malerier, billeder og kunstbøger i vores arbejde sammen, og bruger disse til at skabe ‘kryds’ i deres karakterer med. Det får dem til at ændre sig fuldstændigt, og så opnår man nærværet. Filmoptagelser er en meget kunstig situation, og for at få skuespilleren til at slappe af, skal de opleve det, der er lige her og nu – det rigtige – ærlighed og nærvær.”
Fotos: SF-Film og Lars Høgsted

1 år i Sverige.

Til Sverige for at redde filmserie

Af Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet
Foto: Lars Høgsted

Den danske filminstruktør Jorn Faurschou blev kaldt til Sverige for at bjerge Skandinaviens største filmserie nogensinde i land. Det gav ham et lærerigt indblik i svenske skuespilleres arbejdsmåde i forhold til danske. Danske skuespillere er meget mere frie, men det kan også blive for meget af det gode, siger han. 

Joern_Ola
Jorn Faurschou

På bare fem dage solgte filminstruktør Jorn Faurschous første afsnit af Wallander-krimi-serien 18.000 eksemplarer i Sverige.
Dermed havde den danske instruktør slået alle tidligere salgs- og hitlisterekorder og til fulde udført det job, han var blevet hyret til – han var kaldt til Sverige for at redde Skandinaviens største filmprojekt nogensinde.
I arbejdet med den store filmserie fik Jorn Faurschou indblik i svenske skuespilleres måde at arbejde på, og han oplevede større forskelle, end han havde troet. Også i Norge har Jorn Faurschou arbejdet med film.
Her fortæller han om de tydelige forskelle, der er mellem de skandinaviske landes filmarbejde, og hvorfor det er så svært med nærvær på film på de kolde breddegrader.

Han er en af mændene bag DRs successerier Taxa, Rejseholdet og Ørnen.
Sidstnævnte har han lige været med til at vinde den  internationale pris EMMY AWARD for i New York.
Sin anden af slagsen.

Krister_Joern_kampvogn
Jorn Faurschou instruerer Krister Henriksson

Jorn Faurschou har tydeligvis masser af medvind, men sådan har det ikke altid været. Faktisk fik Jorn Faurschou afslag på sin ansøgning til Filmskolen, da han i sin tid søgte ind, men viljen var der i så høj grad, at han rejste til Los Angeles for at gøre noget ved filmdrømmene. Siden har han støt og roligt arbejdet sig op på filmprisernes podium.

Succesen med Rejseholdet førte ham i oktober 2004 til Sverige, hvor han havde sine første møder med svenske filmfolk. De var strandet med et kæmpe filmprojekt til 190 millioner kroner og kunne ikke forstå, hvorfor den første film, de havde produceret, efter manuskript af den ellers meget populære krimiforfatter, Henning Mankel, ikke gik så godt, som de havde håbet. De svenske filmfolk havde brug for en erfaren filmmand. En der kunne lave et nyt koncept til de resterende 12 film, som skulle produceres, og en som kunne instruere de to første af filmene. Jorn Faurschou fik tilbuddet, og snart sagde han ja til den svenske udfordring.

– Jeg følte mig beæret. Her skulle Danmark komme og redde en svensk filmserie!, siger Jorn Faurschou og griner.

– I begyndelsen var det ekstra sjovt, fordi de havde hørt så meget om DRs successerier, så jeg blev behandlet som den store guru og frelser, når jeg kom til optagelserne. Jorn Faurschou griner endnu mere. Som han sidder der, virker han selv helt afslappet, helt nede på jorden og uden skyggen af stjernenykker, og han foretrak da også den periode, der hurtigt fulgte, hvor alle på filmholdet var mere jævnbyrdige. Det skete, da det blev hverdag for filmoptagelserne i Ystad.

Jorn, Krister Henriksson
Jorn Faurschou & Krister Henriksson

I Wallanders spor

Optagelserne til krimiserien foregik oftest i Ystad, hvor de fleste af Henning Mankels handlinger udspiller sig. Her boede Jorn Faurschou, mens der blev filmet.
– Jeg har været på ALLE restauranter uden undtagelse i den by. Der sker ikke så meget andet, men det var fint, for jeg havde netop brug for fred og ro. Når jeg havde spist, gik jeg hjem og arbejdede videre med næste dags optagelser, så det var meget intenst.

Men at Ystad var mere end blot en svensk provinsby, oplevede Jorn Faurschou ofte.
En gang imellem rullede tyske turistbusser ind i gaderne, og ud kom en flok læseglade tyskere, der ville gå i den populære kriminalinspektør Kurt Wallanders fodspor. Selv samme kriminalinspektør som Jorn Faurschou var ved at gengive på film. Svenskerne kan jo det der med gode krimiforfattere. Jeg tror, det hænger sammen med, at de er bedre til at fordybe sig. De mennesker, der bor halvdelen af året i mørke, bliver påvirket på en særlig måde af
det øde, tror jeg. De finder en speciel inspiration i det. Og så har svenskerne den der Strindberg-tradition, som jeg også synes, man fornemmer. Svenske krimiforfattere får både det politiske og sociale aspekt med, og de sætter spørgsmålstegn ved det svenske samfund. Jorn Faurschou oplevede hurtigt, at der trods den korte afstand mellem Danmark og Sverige var stor forskel på den måde, skuespillerne arbejdede på. Meget arbejdsomme, ikke impulsive og minus spontanitet – det var de ord, Jorn Faurschou hurtigt kom til at forbinde med de svenske filmfolk. Her stod han med sit eget instruktørsystem, som han kalder det, sammensat af forskellige instruktørers måde at arbejde på. Et system med meget psykoterapeutisk indsigt og forståelse for karakteren. Overfor stod en række “stive” svenske skuespillere, der kunne deres replikker til ug.

Svensk kontra dansk

– Jeg kan godt lide at udfordre skuespillerne, så de finder helt ind til den karakter, de skal spille. Mange svenske skuespillere tror, at de spiller deres rolle bedst, hvis de går hjem og lærer deres replikker udenad og kan hvert trin til perfektion, men det synes jeg ikke, der kommer gode film ud af. Derfor bad jeg dem gå hjem og finde noget musik, som de blev glade af, og som de troede, deres karakter ville kunne lide. Jeg opfordrede dem til at lege og danse, og det var meget grænseoverskridende for nogen. Svenskerne er meget i kontrol, og de har svært ved at løsrive sig fra det, de har lært.

– Danske skuespillere er meget mere frie, nogle gange så frie, at de begynder at diskutere manuskriptet og replikkerne. Det kan næsten blive for meget i den retning også. Når det sker, er det, som om skuespillerne forsøger at være deres egen instruktør, og det går ikke. Hvis en skuespiller begynder at se sig selv udefra, bliver samarbejdet mellem instruktør og skuespiller brudt, og magien
forsvinder.

Jorn Faurschou udfordrede desuden igen og igen skuespillerne med spørgsmål, så de kunne lære deres karakterer endnu bedre at kende. Det kunne være spørgsmål som: “Hvordan ville karakterens verden se ud, hvis han vågnede op en morgen, og der var sket et mirakel?” Og selv om svenskerne nogle gange var ved at få nok, kunne de ikke styre deres nysgerrighed, og så lød spørgsmålet den anden vej til instruktøren: “Hvad er det, de gør, de danske skuespillere, siden de kan lave så gode film?”
– De overrasker! Lød mit svar, fortæller Jorn Faurschou, og det er det, det handler om. Overrask instruktøren! Til en læseprøve tog jeg derfor nogle gange en bunke af de der gratis postkort fra cafeer med og en stak kunstbøger – fordelte det i rummet, og bad dem så kigge på det og finde inspiration, når de gik i stå i en replik. Så fangede de verden omkring sig, og jeg så pludselig skuespillere, der arbejdede ud fra en farve eller en stemning – det forbedrede skuespillet meget – skuespillerne blev mere frie, og det er det, vi skal lære i Skandinavien. At finde ind til et oprigtigt nærvær. Danskerne er på vej, men amerikanerne mestrer det virkelig. De er ikke bange for at vise store følelser eller for at slå ud med armene, og de tør bruge omgivelserne omkring sig. Det gør skuespillet mere oprigtigt.

At lave fejl er en anden af Jorn Faurschous forslag til at løse op for de stive skandinavers skuespil. Ifølge Jorn Faurschou kan en fejltagelse være en gave i forklædning, for fejl skaber kommunikation og kan åbne op for nye kreative oplevelser. Så hvis en skuespiller laver en fejl, er Jorn Faurschou hurtig til at vende den til noget positivt, som han og skuespilleren får en god dialog ud af. Dermed bliver skuespillet bedre.

I forbindelse med en filmoptagelse til Ørnen i Norge, stødte han på udfordringer, der ikke kun handlede om skuespillet.

Et tv-serie uland

Broderlandene er ifølge Jorn Faurschou så forskellige, at han vil dele dem op i i-lande og ulande, når det handler om tv-serier. – At optage noget til et afsnit af Ørnen i Oslo var he lt anderledes. Det var meget sjovt, for det var nærmest filmhistorisk. Norge er som dansk tv-teater var for 20-25 år siden. Alting gik meget langsomt, og produktionen var tung – der var slet ikke den dynamik, vi finder i Danmark og Sverige. I Norge har de jo ellers virkelig gode jazzmusikere og forfattere, så de kan noget kreativt, og de kloge filmfolk siger da også, det er på vej deroppe. Der skal snart gang i en spændende tv-serie. Hvis jeg fik tilbuddet til at være instruktør på den, sagde jeg ja. Indtil videre har Jorn Faurschou dog rigeligt at se til. Han har netop været på et to-ugers cruise til USA for at skrive et manuskript til en dansk film, og Sverige har han heller ikke sluppet. Han er med i udviklingen af en stor svensk tv-serie, hvor blandt andre Pernille August er på skuespillerlisten.

– Det er spændende at arbejde med film på tværs af landegrænserne i Norden. Hvis man kun arbejdede med film i Danmark, ville man også bare blive alt for tyk! Jorn Faurschou griner højt og fortsætter: – Der er så meget luksusmad på danske filmoptagelser – i Sverige sparer de. Nej, spøg til side – det gælder med filmjob, som med alt muligt andet, om at have hjertet med. Jeg er glad for Wallander-serien, og den sælger fortsat godt. Nu håber jeg bare, at den nyvundne pris sætter nyt liv til mini-serier. Det er ikke bare til glæde for dansk film, når vi vinder priser, men også for resten af Skandinavien.

         Overkoert_Mand     soldater-i-Ystad
Klargøring til blodig optagelse                                          Soldaterscene i Ystad

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *